Om hjælpsomme naboer og at gøre sin entre

Har man fulgt lidt med på bloggen, har man ikke kunnet undgå at se at vi er flyttet. Det meste af flytningen gik faktisk ret smertefrit, trods sygdom, træthed og stress over onklens snarlige ankomst. På grund af de forskellige omstændigheder havde mit hoved været træt og jeg/vi havde ikke nået at tænke særlig meget over det at skulle flytte med en kat.

Det skal ikke forståes på den måde, som at vi slet ikke havde haft Nala i vores tanker, vi havde bare ikke lige nået at overveje hvordan man mest hensigtsmæssigt flytter en kat, så hun får tid til at vænne sig til de nye omgivelser, lyde og lugte.

Dag 1 (mandag) gik meget fint, til trods for en manglende appetit og hun flere gange lå og gemte sig under sofaen. Natten mellem mandag og tirsdag bød på onkels ankomst ved 4-tiden, hvor Nala var med til at byde velkommen. Men da vi vågnede om morgenen var hun væk, vi ledte lidt tid, men blev hurtigt enige om at hun nok bare lå og gemte sig igen. De næste timer var vi væk fra lejligheden og da vi kom tilbage var hun stadig ikke at se nogle steder. Men ude i bygningens opgang, kunne vi høre lyden af hende og fik lokaliseret lyden hen til nabo lejligheden.

Nala havde åbenbart fundet ud af at hun kunne hoppe op på taget og derfra havde hun forvildet sig ned i nabolejligheden – hvor der selvfølgelig ikke bor nogle pt., men balkondøren stod åben. Hun kunne selvfølgelig ikke finde ud af at komme tilbage. Nabolejligheden står tom pt. Så vi måtte derfor have fat i nogle af de andre beboere i bygningen, der blev ringet til ejeren som heldigvis befandt sig i Alanya og som kom indenfor kort tid og lukkede Nala ud, samt fik lukket balkondøren, hvis Nala skulle forvilde sig den vej igen.

Ja, sådan kan man så også gøre sin entre. Nu er vi sikkert kendt som de skøre katteejere, men hvor var det dog skønt med så søde og hjælpsomme naboer.

Nala er nu faldet godt til og nyder at hun har fået mere plads at boltre sig på.