Et lidt anderledes blogindlæg her fra barselsland og hverdagen som tvillingemor. I dagens indlæg har jeg nemlig samlet gode råd til kommende tvillingeforældre.
En god veninde, der også er tvillingemor, sagde tidligt i min graviditet at personer der ikke har fået tvillinger, kan ikke sætte sig ind i hvad man går igennem. Her 4 måneder efter pigernes fødsel, forstår jeg præcis hvad hun mener. Uanset hvor mange velmenende råd vi har fået, er det svært for mange at forstå, hvordan livet er med tvillinger, før man har oplevet det.
Ud fra de erfaringer jeg selv har gjort mig de seneste måneder, har jeg lavet en liste med gode råd til kommende tvillingeforældre.
I behøver ikke 2 af alt – der er mange ting der en fordel at have 2 af. Men der er også en del ting, man kan nøjes med en af, F.eks. Puslepude er det nok med én. Det er alligevel sjældent man ender med at skulle stå og pusle 2 personer på en gang. Det ene barn kan sagtens vente, imens det andet får en ren ble på. En del legetøj kan de også nøjes med 1 af, hver fald det første lange stykke tid. Det er mere når de bliver større, det kan være rart at de får hver deres.
Hold øje med tilbuddene – det kan mærkes på økonomien, når man skal have dobbelt op af f.eks. Bleer, tøj, autostole, højstole og evt. modermælkserstatning. Hold øje med tilbuddene både online og i fysiske butikker. Der kan være en del at spare. Der kan også spares en del ved at købe secondhand på f.eks. børneloppen, hvor I også senere kan sælge videre igen. Når de er små, når de sjældent at bruge tøj særlig lang tid. Køber I nyt, så tjek gerne om der er mulighed for tvillingerabat – det koster ikke noget at spørge.
Det er okay det roder, prioriter din søvn. Det kan ikke undgås at hjemmet kommer til at ligne noget der er løgn og på de hårde dage er overskuddet ikke stort. Fokuser på børnene og jeres søvn. Hjemmet skal I tids nok få styr på, men det er vigtigt at I hænger sammen. Vi har valgt at have rengøringshjælp løbende. Det er en ekstra udgift, men alle pengene værd.
Husk at bede om hjælp – dette punkt er et af dem jeg stadig arbejder med. Og hånden på hjertet var for sen til at tage imod. Det var først da jeg blev påvirket psykisk at jeg greb ud. For det kan være rigtig svært at bede om hjælp fra familie og venner, selvom de gang på gang tilbyder det. Men det er vigtigt at tage imod hjælp, for som tvillingeforældre er risikoen for at gå ned med stress, få en efterfødselsdepression, skilsmisse mm. større, grundet det ekstra pres. Det er okay at bede om hjælp uanset om det er en trøstende skulder, en der hjælper med at underholde eller trøste børnene, en der kommer og tager støvsugningen, en der laver et måltid i ny og næ osv.
Lad være med at tage bekymringerne på forskud – det er nemmere sagt end gjort for mange. Med børn følger der bekymringer, det kan ikke undgås. Men undgå at tage bekymringerne på forskud, det kan stresse endnu mere. Tag en dag af gangen. Der vil komme både gode og dårlige dage, det kan ikke undgås. Men prøv at nyde de gode dage. Og på de dårlige dage, så mind jer selv om at det er en periode, der kommer gode dage igen.
Synkronisering er vigtigt men ikke altafgørende. Der tales meget om synkronisering ved tvillinger og det er vigtigt, men ikke altafgørende. Gør det der passer bedst for jer.
Pas på med at sammenligne – ingen børn er ens og de udvikler sig forskelligt! Nogle ting vil den ene kunne, før den anden og omvendt. De er 2 forskellige individer, som tager det i hvert deres tempo.
Drop den dårlige samvittighed. Der vil komme dårlig samvittighed over, at man ikke kan holde dem begge hele tiden, kigge på dem begge, trøste dem begge osv. De er født som tvillinger, det er deres livsvilkår, og det er noget, de lærer. Nogle gange vil det være irriterende og hårdt at være tvilling og andre gange helt fantastisk.
Giv hinanden pauser. Som par er det vigtigt I giver hinanden pauser, for det er hårdt at være på 24/7 med tvillinger, særligt når de er helt små. Pauser kan både være at den ene part får lov til at tage langt bad uden at blive forstyrret, en gåtur, en frokost ude med vennerne eller bare en times ekstra søvn i løbet af dagen.
Husk parforholdet. Mange par glemmer parforholdet, når hverdagen pludselig handler om bleskift, amning, stimulere og trøste børn. Men det er vigtigt at huske parforholdet, hvis man er i et! Hvis du er alene, så husk at passe på dig selv og gør noget godt for dig selv.
Glem glansbilledet du ser på de sociale medier. Vi alle har en tendens til kun at vise de gode ting frem. Men sandheden er at det er pissehårdt at være tvillingeforældre, særligt når de er helt små. For der er dobbelt op på gråd og dobbelt op på behov der skal tilfredsstilles
Køb hjælpemidler. Nyd glæden af alle de hjælpemidler man kan købe sig til idag, såsom: slyngevugge, robotstøvsuger, Baby Breeza mm. Man kan sagtens klare sig uden, det gjorde generationerne før os. Men hvorfor ikke nyde at der findes så mange hjælpemidler idag, der kan lette hverdagen?
Husk at komme ud. Det kan godt være fuldstændigt uoverskueligt at komme ud af døren med tvillinger. Min erfaring er, at det er besværet værd! Luft og luftforandring er en god ting.
Og husk på de dårlige dage, alt er en periode, der kommer gode dage igen. Tiden går dobbelt så hurtigt med tvillinger – sådan føles det nogle dage – så husk at nyde det, selvom det er hårdt arbejde indimellem.