Bayram i landsbyen

I sidste uge tilbagelagde vi flere hundrede kilometer for at kunne fejre Bayram i landsbyen sammen med svigerforældrene.

Vi begyndte allerede i starten af maj at snakke om at fejre Bayram i landsbyen, der var dog en del løse ender. Nogle dage inden Bayram, fik vi med hjælp fra rigtig gode venner styr på de løse ender. Tusind tak til jer der har hjulpet!
Da vi skulle ud på en længere køretur, valgte vi at forhøre os med politiet i forhold til rute og for at sikre os at vi måtte køre. I et land hvor reglerne kan ændrer sig hurtigt, er det godt at være på den sikre side. Det var dog intet problem. Vi kunne ikke køre gennem Konya provinsen, som vi normalt ville have gjort pga. rejseforbud. Ruten lød derfor på at køre langs kysten mod øst, til Mersin og derefter op gennem Nigde til Nevsehir provinsen. En noget længere tur end gennem Konya, men bestemt også en smuk tur.
Vi havde hjemmefra taget flere forholdsregler og fyldt bilen med masker. Da de fleste restauranter er lukket i Tyrkiet, havde vi også en større madpakke med på turen. Jeg har flere gange været med på tur på ruten Alanya til Mersin (ja faktisk til Adana), særligt vejstykket mellem Gazipasa og Anamur er jeg ikke stor fan af. Men køreturen forløb godt og der var ikke særlig meget trafik på vejene, udover de mange lastbiler der transporterer varer rundt i Tyrkiet.

Overraskelse i landsbyen

Manden har ikke været hjemme til Bayram i 20 år og under normale omstændigheder ville vi ikke kunne tage afsted nu. For normalt plejer han at have travlt på jobbet og ingen mulighed for at holde ferie.
Vi havde aftenen inden køreturen talt med hans forældre, der var indstillet på en Bayram alene. Normalt plejer de at fejre den med min svigerinde og hendes familie eller med den ene svoger. Min svigerinde som bor tættest på, havde ikke mulighed for at komme til landsbyen. Begge min svogre bor i udlandet, hhv. England og Tyskland. Så grundet situationen har ingen af dem mulighed for at rejse til Tyrkiet nu.
Derudover plejer de i løbet af Bayram at mødes med en stor del af familien som bor hele eller dele af året i landsbyen. En del af landsbyens beboere (og familien) bor idag i Tyskland, men besøger landsbyen 4-5 måneder årligt. 
Vi havde valgt ikke at fortælle nogen i familien om vores ankomst. Det var derfor en kæmpe glædelig overraskelse for svigerforældrene, da vi torsdag aften bankede på døren. Særligt svigermor vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv af glæde.

Bayram i landsbyen

Inden vi tog afsted, vidste vi godt at denne Bayram ville ikke blive som normal for særlig manges vedkommende. Normalt plejer Bayram at være en meget social tid sammen med familie og venner.
Her i landsbyen er det normalt med mange besøg fra naboer, familiemedlemmer og landsbyens børn der kommer og beder om slik. I år var der udgangsforbud for alle, hvilket efter de fleste mening har været nødvendigt for at komme smitten til livs.
Vi har nydt at kunne tilbringe tiden sammen med familien også selvom alting ikke er det samme. Dagene er blevet brugt på at hygge, snakke i tlf med diverse familiemedlemmer for at ønske god Bayram, lidt hjemmearbejde mm. Og så har vi snakket en del om traditioner og hvordan bayram i landsbyen, var da manden var barn.
Jeg har udnyttet dagene til at forkæle familien lidt ekstra. Særligt svigerfar har en sød tand og svigermor laver meget sjældent kage eller dessert. En af de første dage lavede jeg irmik helvasi med hasselnødder. Og jeg måtte love svigerfar at lave dette minimum en gang mere, inden vi tager tilbage til Alanya.
Igår kastede jeg mig ud i endnu en tyrkisk dessert/kage, nemlig Revani (opskriften kommer på bloggen snart). Også denne faldt i god smag hos hele familien. Særligt min bedre halvdel, brokkede sig lidt over, hvorfor jeg ikke bager den slags kager i Alanya.
Fordelen ved at være her er at vi har kunnet bevæge os lidt mere rundt, selvom der er udgangsforbud. I Alanya har vi under hvert udgangsforbud, kun kunnet være inde i lejligheden. Mens her har vi både haft mulighed for at være inde og udenfor på svigerforældrenes grund.
Og selvom det har været fristende at gå ture rundt i den tomme by, så har vi ikke bevæget os rundt i byen under lockdown. Alle landsbyerne i dette område er nemlig blevet overvåget af Jandarma, som kørte rundt flere gange dagligt. Allerede den første dag i udgangsforbuddet, blev der givet bøde til nogle stykker i landsbyen – det rygtedes meget hurtigt til resten af byen. 
Det er lidt over 2,5 måned siden at vi sidst var i landsbyen og lige nu føles det som år siden. For på den tid har verden ændret sig meget.

SE OGSÅ:  Tips til tosproget forhold

SE OGSÅ:  Gode råd til roadtrip i Tyrkiet