Kan man flytte til Tyrkiet eller udlandet i det hele taget og leve af sin passion? Ja, hvert år er der flere der gør noget ved drømmene.

Dagens blogindlæg er skrevet af 24-årige Anne, der i begyndelsen af 2016 tog det store skridt og flyttede til Alanya. Flytningen hertil skyldtes hendes store kærlighed (der modsat mange andre piger) ikke var til en fyr, men derimod til hendes store passion og hobby, nemlig heste og ridning. Jeg mødte selv Anne for første gang, kort tid efter hun var ankommet til Alanya.

Anne er en sød og jordnær pige med ben i næsen og som har en hverdag der er meget anderledes, end de mange andre der ellers er bosat hernede. Anne har fået sig en spændende hverdag, som mange kun kan misunde hende og jeg er glad for at hun vil dele lidt ud om sin hverdag her på bloggen.

Jeg har redet siden jeg var fem år og kan vidst roligt konkludere, at det ikke kun er min passion men også min livsstil. De sidste mange år har jeg arbejdet med heste – enten på fuldtid eller ved siden af studie. Tilbage i 2013 red jeg Fyns mesterskab, hvilket var en kæmpe milepæl i min ridekarriere. Derudover rider jeg på middelsvær niveau, tilrider og uddanner ungheste og underviser.

Jeg har i flere år haft drømmen om at komme til udlandet – først var jeg til jobsamtale i Irland, men det valgte jeg at takke nej til. For et år siden fløj jeg for første gang til Alanya – jeg havde fået et jobtilbud om at starte en rideskole op. En måned senere valgte jeg at sige “ja tak”, og selvom det er den største beslutning jeg nogensinde har taget, så føltes den bare rigtig. Jeg havde tre måneder til at vænne mig til tanken og få styr på det praktiske.

 Læs mere om rideskolen her

Min chef, Sofia, som er dansk og hendes tyrkiske mand har været en kæmpe hjælp, f.eks. i forhold til opholdstilladelse, lejlighed, bil, osv. Samtidig er de gået hen og blevet min familie også, og jeg elsker især at tilbringe tid med deres to børn. Farmen med hestene ligger ca 30 km fra Alanya, men det er stadig langt nok til, at komme væk fra Alanyas europæiske side og man træder nærmest ind i en anden verden. Hver dag spiser jeg frokost med nabofamilien, som hverken kan dansk eller engelsk, så det er af og til lidt udfordrende at kommunikere. Deres gæstfrihed, åbenhed og kærlige væsener får mig til at føle, at jeg er hjemme og velkommen. Men hvad laver jeg så? Der er 10 heste fordelt ud på tre rideskoleponyer, 1 rideskolehest, to heste til videreuddannelse, en avlshoppe, en plag, et føl og en shetlandspony. Til dagligt rider jeg de tre ponyer, som bliver “skolet”, hvilket betyder de bliver gjort klar til at kunne gå i undervisning med børn. Derudover, rider jeg de tre heste, hvor den ene går undervisning med voksne.

Jeg er altså ansat til at starte en rideskole op i europæisk stil og med undervisning i europæiske principper. Hele konceptet er blevet taget så godt i mod, og vi har elever der er tyrkiske, danske, norske, halvt tyrkisk/polsk, halvt tyrkisk/dansk og på et tidspunkt også halvt tyrkisk/finsk.

Som sagt har jeg aldrig været i Tyrkiet før og selvom Alanyas strande, varme og livlige sommer har været tiltrækkende, så er det altså ikke kærligheden til en fyr der har ført mig til Alanya. Det er kærligheden til naturen og heste.