Vandmelonsalat med pinjekerner

Jeg har fået en ny favorit sommersalat, nemlig vandmelonsalat med pinjekerner.

Opskriften er faktisk ikke så svær, men alligevel skulle det tage mig måneder før jeg fik taget mig sammen til at afprøve opskriften. Her i hjemmet er vi normalt ret glade for vandmelon (melon i det hele taget), dels så smager det godt og så er det lidt lettere at indtage når temperaturen siger plus 35 og appetitten er ikke er den store.

Men da både onkel (som besøgte os sidste uge) og min bedre halvdel, hver især kom hjem med 1 stor vandmelon samme dag, blev det måske lidt for meget af det gode og især meget for 2 personer at spise da onklen rejste hjem kort efter.

Normalt skærer vi bare vandmelonen ud i skiver/stykker og spiser dem, men når man har gjort det nogle dage i træk, kan det godt blive lidt kedeligt i længden. Min bedre halvdel er som regel ikke så meget til mine eksperimenter før han har set dem an og prøvet at det faktisk godt kan spises. Derfor var det godt at en af mine veninder besøgte mig i weekenden og jeg kunne lave salaten i fællesskab med hende.

Ingredienslisten til vandmelonsalaten er nem:

Vandmelon

Fetaost

Frisk mynte

Pinjekerner

Fremgangsmåde: Start med at riste pinjekerne på en pande og lad dem køle lidt af. Imens skæres vandmelon og feta og det blandes sammen. Derefter pyntes der med mynteblade og de afkølede pinjekerner – kan det blive nemmere?

Vi lavede vandmelonsalaten sammen med nogle kyllingefileter der blev stegt på panden. Det skal lige siges at jeg stadig har knap 1 stor vandmelon tilbage, så skriv gerne hvis du/I har andre gode forslag til lækre opskrifter med vandmelon.  

Skriv et svar