Udlandsdansker og venskaber

udlandsdansker og venskaber, udlandsdansker i tyrkiet, dansk i tyrkiet, tyrkiet blog, tyrkiet blogger, alanya blog, alanya blogger

Dagens indlæg er et af dem jeg grublet over lidt tid og som jeg nok også har haft lidt svært ved at sætte ord på. Når jeg har svært ved at sætte ord på noget, er det ofte fordi det er mere følelsesbetonet.

Livet som udlandsdansker er fyldt med både op- og nedture, lidt ligesom livet er for alle andre. Ofte så prøver jeg at fremhæve det gode ting ved at være udlandsdansker (fordi jeg elsker at være udlandsdansker), men jeg kan faktisk også godt lide at tage fat på nogle af de emner, som man måske ikke snakker så højt om til dagligt. I vinters skrev jeg indlægget Ensom i Alanya og jeg fik rigtig meget positiv respons på indlægget, fra personer rundt om i verden, der kunne nikke genkendende til følelsen.

For snart en måned siden skrev jeg indlægget “Den svære afsked”, et indlæg der handlede om at 2 af mine nærmeste piger, der har taget valget om at rejse hjem til Danmark. Har du ikke læst indlægget kan du læse det her.

Knap 2 uger er nu gået siden at jeg med ca. 24 timers mellemrum måtte stå og sige på gensyn (ikke farvel, det ord kan jeg ikke lide og vi ses forhåbentlig snart igen!), det var ikke nemt og det håber jeg ikke at skulle igennem igen lige foreløbig.

De sidste par uger har været følelsesladede, hvilket de fleste der har været i nærheden af mig har kunnet mærke. Jeg har de fleste dage ikke haft lyst til at snakke om det, fordi det gjorde ondt, de dage var Netflix min bedste ven. Men jeg er ved at være ovenpå igen og jeg ved jo godt at de ikke er ude af mit liv og inden jeg ser mig om ses vi enten på en ferie i Danmark eller Tyrkiet.

Udlandsdansker og venskaber

De sidste par uger har fået mig til at tænke lidt over det med at være udenlandsdansker og venskaber, både venskaberne i fødelandet (Danmark), men også venskaberne man knytter i det nye hjemland (Tyrkiet).

Jeg har altid været en person der har haft svært ved at lukke folk ind i mit hjerte og liv, ren og skær af den grund at jeg er bange for at de forsvinder igen, eller værre endnu at de sårer mig. Jeg har nogle fantastiske venskaber i Danmark, som jeg savner hver dag. Og gennem de seneste år har jeg virkelig indset, hvad det er for nogle venskaber der er sande og som holder ved til trods for en afstand på mere end 3000 km, hvor vi ikke lige kan rende hinanden på dørene hver dag. De venskaber er guld værd og jeg værdsætter dem højt.

I de 3 år jeg har boet i Tyrkiet, har jeg været heldig at få mødt nogle rigtig skønne personer, hvor særligt nogle danske (og norske og en finsk) har fået en stor plads i mit hjerte. Jeg har da også flere gange skrevet på bloggen om hvor meget netværket betyder og hvordan de nærmeste venner bliver som familie, for det gør de når man er langt væk fra Danmark. Men faren der er ved at have venskaber med udlændinge (på tyrkisk kaldet yabanci), er at risikoen for at de en dag pakker kufferten og rejser tilbage til hjemlandet eller videre ud i verden, er større. Og når det sker, står man tilbage med et tomrum, for hvem skal nu komme og udfylde deres plads? Og tør man lukke nogen helt derind igen? For tænk nu hvis de også pludselig rejser.

Jeg har den seneste måned snakket med flere danskere, der boet i udlandet flere år end jeg. Alle kan nikke genkendende til det med, at det gør ondt når folk i ens nærmeste omgangskreds rejser hjem og det derefter kan være svært at lukke nye personer helt ind, simpelthen af frygten for at de forsvinder igen.

Så som en forsvarsmekanisme, fordi man er bange for at blive såret igen, er det nemmere at holde folk lidt på afstand… Ikke at det nødvendigvis er den rette beslutning.




 

1 Comment

Comments are closed.