Tyrkisk pide opskrift

Den første gang jeg fik en pizza i Tyrkiet (tilbage i 2006) var jeg ikke synderligt begejstret. Nuvel den smagte lækkert, men jeg må ærgerligt indrømme at jeg bedre kunne lide dem min lokale pizzamand lavede hjemme i KBH. Det skulle dog vise at være fordi det var en typisk turist pizza. Nogle måneder senere blev jeg lokket til at prøve en pide – der er tyrkernes svar på pizza. Pide er aflang (som en ubåd) med tydelige, opbøjede, sprøde kanter og forskellige slags fyld. Piden faldt i min smag med det samme og er siden hen blevet en af mine favoritter (jeg har mange favoritter i det tyrkiske køkken).

Når man er på restaurant der serverer pide, laves den med forskellig smag. Vi plejer som regel at bestille to forskellige – en med ost og en med kød og så deles vi om dem. Super lækkert og kan kun anbefales at prøve når du alligevel gæster Tyrkiet.

MXBP7677

Billedet er fra et besøg på en lokal pide-restaurant i Alanya.

Men du kan faktisk også give dig i kast med at lave pide selv derhjemme, med denne tyrkisk pide opskrift. Danske Camilla der har bloggen www.Loveantalya.com, har givet mig lov til at låne et par af hendes opskrifter heriblandt opskriften på tyrkisk pide, hvilket jeg er dybt taknemmelig for. Hvis du er ligeså glad for Tyrkiet og tyrkisk mad som jeg, så prøv at tjekke hendes blog ud. Camilla skriver meget inspirerende, kommer med gode opskrifter og deler gerne ud af hendes viden om Antalya og Tyrkiet. Du kan se hendes blog her.

DSC_1215-1024x576

Tyrkisk pide opskrift

Nå men tilbage på opskriften på den tyrkiske pide, hvor du her får 2 forskellige udgaver med hhv. kød-topping og spinat/oste-topping. Så kan du selv teste af hvilken der er din favorit.

Ingredienser

Her bliver til 2 aflange Pide-brød, hvilket er nok til ca 4 personer. Hvis du vil lave begge slags fyld skal du enten halvere fyldet eller lave dobbelt op på dejen.

Til dejen skal du bruge:
300 gr hvedemel + 1 spsk
1 tsk. salt
14 gr / 4 tsk. tørgær
2 ½ dl lunkent vand
3 spsk. olivenolie

Til kød- topping:
1 mellemstort løg, finthakket
400 gr hakket oksekød eller lam
½ grøn tyrkisk peberfrugt (gerne en af de stærke spidse), finthakket
2 medium tomater, uden kerner og skåret i tern
1 spsk. citronsaft
1-2 spsk. olivenolie
ca 1 tsk salt og friskkværnet sort peber
1 æg + 1 spsk. olivenolie til at børste kanterne med og smeltet smør

Til spinat/oste- topping:
1 mellemstort løg, finthakket
200 gr spinat blade, vasket og tørret
200 gr smuldret fetaost
1 rød peberfrugt, uden kerner og skåret i tynde skiver på langs
1 spsk. tyrkisk rød peber pasta – gerne den stærke (brug evt kun ½ tsk hvis du foretrækker det mindre krydret)
1 spsk. olivenolie
Salt (afhængig af hvor salt din fetaost er) og friskkværnet sort peber til smag
1 æg + 1 spsk. olivenolie til at børste siderne på pide og smeltet smør

Husk det der med halv portion fyld eller dobbelt op på dejen, hvis du vil lave begge slags fyld – du kan altid bruge resterne til frokosten dagen efter.

Lav dejen til pide:

Forvarm ovnen til 200 C sammen med pizzastenen eller bagepladen afhængig af, hvad du bruger. 

Rør tørgæren sammen med det lunkne vand i en lille skål og rør rundt. Lad den hvile i ca.10 min, indtil den skummer.
Bland mel og salt i en stor skål, lav en fordybning i midten og hæld 2 spsk. olivenolie i samt gær blandingen (jeg plejer dog at bruge en røremaskine). Hæld det resterende vand i melblandingen og ælt i 3 -5 minutter, indtil du har en blød og smidig dej. Dejen er ret klistret og lidt skør at arbejde med, men giv den evt lidt ekstra mel og olie, indtil den er ok. Bare 1 spsk ad gangen.
Læg dejen i en stor skål og dæk med plastfolie. Lad den hæve et lunt sted i ca 1 time eller til den bliver godt dobbelt i størrelsen.

Lav fyldet til pide:

I mellemtiden forbereder du fyldet. Varm 1 spsk olivenolie på en stor pande og sauter løg og peberfrugter i 2-3 minutter over medium varme, indtil de begynder at blive bløde. Rør tomaterne i og sauter i yderligere 2 minutter, derefter citronsaft og smag til med salt og friskkværnet peber. Sluk for varmen.
Kom det hakkede kød i en skål og bland grøntsagsblandingen med kødet. Nu er toppingen klar.  Hvis du også laver spinatfyldet, bruger du sammen fremgangsmåde, hvor du ligeledes varmer 1 spsk olivenolie på en stor pande og sauterer løg og peberfrugter i 3-5 minutter over medium varme, indtil de begynder at blive bløde. Sluk for varmen og rør spinat, rød peber pasta (hvis du bruger det) og fetaost i, bland godt. Krydr med salt og friskkværnet sort peber og så er den topping også klar.

Når dejen er hævet, kommer du en smule mel på bordet og ælter dejen i ca et minut og del den i to (eller 4, hvis du har lavet dobbelt portion). Rul hver del ud til en aflang form (ca 20 x 40 cm og ca. ½ cm tyk), så du til sidst står med 2 eller 4 “brød”. Dejen er ret så skør – den drillede i hvert fald mig en del og var lidt svært at flytte.
Smør bagepladen eller stenen med olie og kom brødene på.
Lav en 1 cm. kant på hvert brød ved at folde dejen op og klem enderne lidt sammen, så brødene bliver ovale eller bådformede. Fordel fyldet jævnt over brødene.
Pisk et æg i en lille skål og bland det med 1 spsk. olivenolie. Børst kanterne af dejen med blandingen.
Bages i 25 – 30 minutter, indtil Pide er gyldenbrune og sprøde i kanterne.
Lad dem køle en smule af, pensl hele pide med smeltet smør, skær i skiver og server.

Velbekommen!




Kilde: Loveantalya

Skriv et svar