Besøg fra landsbyen abusagi

Turen går til Abuşağı

Det er ikke mange dage siden at jeg skrev om 3-dages turen til Antalya – og nu er det blevet tur til endnu en tur. Denne gang går turen til Abuşağı (Abusagi) – en landsby ikke så langt fra Kappadokien/Nevsehir.

Det er nemlig blevet tid til at svigermor (som har været her i 3 ugers tid), skal tilbage til landsbyen. Da rejsen er for lang for hende alene og min bedre halvdel desværre ikke har mulighed for at holde et par dage fri lige nu, har vi vurderet at det bedste er at jeg følger hende til landsbyen – en tur på ca. 8 timer i bus. Det giver mig blandt andet god mulighed for at møde noget mere af familien og så har svigerfar lovet at give en rundvisning i området – hvilket jeg ser frem til. Der er betydeligt koldere end hvad jeg er vant til her i Alanya, det er ikke mange dage siden der faldt sne i området. Jeg er spændt på om det er noget sne tilbage når jeg kommer derop. Jeg kunne godt tænke mig se Kappadokien snedækket.

Jeg ved en del af jer læsere har været nysgerrige for, hvordan det er gået med at have svigermor på besøg. Det har været super hyggeligt have hende på besøg og vi har nydt godt af hendes gode humør og at hun har hjulpet til i hjemmet – især med hendes gode madlavning. Jeg havde måske drømt om at vi skulle have set og oplevet noget mere med hende, men for hende har det været nok bare at være i vores selskab. Men lidt har vi da fået set. Det der gav størst indtryk var synet af havet, som hun aldrig havde set før.

Hun var gerne blevet længere, hvis manden var her – men hun savner ham og vil derfor gerne hjem. Det er da sødt. Og nu går der ikke mange timer og så er vi på vej.

Tea har fået lov til at komme med på turen – dels for at jeg ikke skal kede mig, dels for jeg ikke skal rejse alene tilbage, men mest af alt fordi hun er ligeså eventyrlysten som jeg og fordi hun ligesom jeg nyder at udforske Tyrkiets mange spændende områder. Og så nyder vi Tea og jeg at være i hinandens selskab. 😉

Turen bliver kort – kun en weekend – da vi igen søndag aften sætter kursen mod Alanya.




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *