Travle dage i vente

Dagene lige nu er travle, men der er flere travle dage i venter og jeg har en fornemmelse af, at inden jeg har set mig om, er denne sommer forsvundet. Det seneste stykke tid er der blevet løb stærkt bag bloggen, for med forskellige bolde lufte både i privatlivet og arbejdsmæssigt, har der været nok at se til.

Denne uge afsluttes med en tur til et sted som jeg har besøgt flere gange før og som jeg helt sikkert kommer til at besøge mere i fremtiden, nemlig Nordcypern.

Fra imorgen fredag og indtil søndag aften går turen til Nordcypern med Tea. Weekendens tur er ikke en hyggetur, tværtimod. Danske Eurodan har igen denne sommer indgået et samarbejde med rejseselskabet Turistrejser, hvilket betyder at jeg igen i år skal til Nordcypern for at arbejde som rejseleder den sidste del af juli plus starten af august. Når vi tager afsted i weekenden er det fordi vi skal med på 2 udflugter, som vi ikke var med på sidste år. Sidste år kørte der kun 3 ugentlige udflugter med danske guide, planen i år er at der skal køre 5 ugentlige udflugter med guide og for at vi skal kunne køre turene, skal vi med på dem her i weekenden, så vi er klar til at køre dem henover sommeren.

Jeg glæder mig så meget til en gensyn med skønne Nordcypern, som har så meget godt at byde på i forhold til historie, natur og skønne mennesker. Når jeg kommer hjem fra Cypern, tager jeg næsten direkte på en ny tur, men den tur kræver vist et indlæg for sig selv.

Lidt fakta om Nordcypern

  • Der køres i den anden vejbane = venstrekørsel. Rattet sidder skiftevis i venstre og højre side.
  • Rummelighed = der er plads til alle. Normalt roser jeg Tyrkiet for at her er plads til alle og deres store gæstfrihed. Men rummelighed findes i den grad på Nordcypern, hvor der er mange forskellige nationaliteter bosat, dels pga. arbejde, men primært pga studier. På Nordcypern findes 14 universiteter, der tiltrækker unge fra bl.a. Tyrkiet, Afrika, Mellemøsten mm. Jeg er vild med den rummelighed der findes på Nordcypern.
  • Forholdet til religion er meget mere afslappet. På min ture dertil har jeg ikke set mange kvinder der var tildækket. Normalt når man besøger en moske, bliver man bedt om at tage tørklæde på, af respekt for moskeen og de bedende der evt. måtte være i moskeen. De gange jeg har været med i en moske på Nordcypern er de ikke gået meget op i det. Men den pli jeg har lært i forhold til at have respekt for moskeen og evt. troende, har dog gjort at jeg stadig har dækket mig til når jeg har besøgt en moske der.
  • Alkohol er betydeligt billigere end i Tyrkiet.
  • Cypern er kendt for mange ting, men er blandt andet et populært sted at tage til for at spille på kasino, som der findes et stort udvalg af. Kasinoer er forbudte i Tyrkiet og har været det siden 1998, en del tyrkere tager derfor på ferie på Nordcypern for at kunne gamble.