Alanya Alle indlæg Hverdag

Så er det snart slut…

Så er det snart slut, nu er der ikke mange dage tilbage af dette års sæson i Alanya. Og selvom gaderne lige nu er fyldte, er det et spørgsmål om tid før det så småt ebber ud…

Når man bor i et turistområde som Alanya vænner man sig til at året er delt i 2, vinter- og sommersæsonen (hhv. sæsonen uden og med turister). Sommersæsonen starter somregel i april, har højsæsonen i juli og august og slutter i oktober når efterårsferien ender. Nogle rejseselskaber flyver hertil oktober og og derefter stopper de med flyvninger indtil næste år.

Man kan sagtens komme hertil i løbet af vinteren, der er dog ikke lige så mange direkte fly, de fleste er med mellemlanding i Istanbul. Mange af dem der besøger Alanya i vintersæsonen er her som regel længere tid af gangen.

Når sæsonen er igang er der travlt i det meste af byen, hvor en stor del af byens virksomheder er mere eller mindre afhængige af turismen. Når sæsonen er igang betyder det som regel at der arbejdes en masse og ikke er lige så meget tid til afslapning og hygge med familie og venner.

Vinterperioden er til gengæld der hvor der slappes mere af og bruges tid sammen med dem man holder af og ånder ud efter at have været på så lang tid, imens der lades op til næste års sæson.

Jeg synes altid dette tidspunkt i Alanya er et lidt vemodigt tidspunkt, på den ene side nyder jeg synet af de mange glade turister der stadig er i Alanya, samtidig glæder jeg mig til de er væk og vinterens ro falder over byen. Hver periode har sin charme.

Tidspunktet nu er somregel også der hvor flere snakker om hvad der skal ske de næste måneder. For mange sæsonarbejdere såsom tjenere, bartendere, guider, sælgere mm. falder snakken nu på hvornår de tager afsted til deres hjemby eller land. Nogle vender trofast tilbage næste år (ligesom de har gjort i mange år), mens andre starter en ny hverdag. Andre kigger på mulighederne for at blive i Alanya både i forhold til job og bolig. Bolig er somregel ikke så svært at finde i vinterperioden. Men de faste job med arbejde hele året rundt med en stabil indkomst, kan være sværere at finde i Alanya.




Min fornemmelse er at denne sæson har været god, der er kommet flere turister end de sidste år. Hvilket er positivt! Men om de så også bruger de ekstra penge er et godt spørgsmål, hvor svaret nok er forskelligt afhængig af hvilken virksomhed man spørger.

De sidste uger har fyldt mange med spørgsmål for fremtiden. Dels berørte Thomas Cook konkurs en masse hoteller i Tyrkiet. Måske ikke så meget det danske marked, men mange er blevet påvirket, som nu skal finde nye muligheder for at komme til Tyrkiet. Meget kan nå at ske inden foråret 2020 og forhåbentlig kommer det ikke til at påvirke alt for mange hoteller næste år.

De sidste par uger har Tyrkiets militæroffensiv i Syrien også fyldt meget i nyhederne. I diverse Facebook grupper kan jeg se hvordan der er delte meninger om at rejse til Tyrkiet og flere spørger til om det er trygt at rejse hertil. Politisk vil jeg ikke forholde mig til situationen og slet ikke her på gruppen, hvad folk mener er op til den enkelte.

Når det er sagt føler jeg på ingen måde utryg ved at bo i Alanya, som er knap 1000 kilometer fra kampene. Er du i tvivl om du skal rejse hertil, så følg din mavefornemmelse og huske at følge rejsevejledningen på UM’s hjemmeside. Der er 6 måneder til næste sæson starter og meget kan ske på den tid. Ingen af os ved hvad der sker imorgen.

For mit eget vedkommende betyder vintersæsonen nu mere tid med kærligheden, familie og venner som er blevet lidt forsømt i løbet af sommeren. Vores boligjagt er stadig i fuld gang, men forhåbentlig finder vi den rette bolig snarest og så kan jeg bruge tiden på besøg i IKEA, indretning af hjemmet mm. Og så skal der også bruges tid på at søge inspiration til kommende rejsemål og oplevelser.