På tur med svigerfar




Der er ingen tvivl om at når jeg rejser til landsbyen er det til stor fornøjelse for alle parter, svigerforældrene nyder når jeg er der og hygger om mig konstant.

Der er sjældent lavet de store planer for dagene før jeg kommer, så vi tager det mange gange bare som det kommer. For når man er i landsbyen er der sjældent 2 dage der er ens og mange gange inden jeg får set mig er dagen gået med små projekter eller har vi fået besøg af enten naboer eller familiemedlemmer som er blevet der flere timer.

Min nysgerrighed for tyrkisk madlavning ofte fører mig i køkkenet sammen med svigermor, hvor jeg nyder godt af hendes køkkenevner og hver gang finder jeg ny inspiration til min egen madlavning. Denne gang var ingen undtagelse, igen har jeg opskrifter der skal testes herhjemme.

Svigerfar er ikke god til at sidde stille, så ofte forsvinder han i løbet af dagen for at ses med byens mænd og sikkert også for at blive opdateret med byens nyeste sladder. Men svigerfar og jeg har fået lavet os et fast ritual om at når jeg er her, kører vi rundt i landsbyen minimum en af dagene – denne gang var ingen undtagelse.

Svigerfar elsker hans landsby, her er han født og opvokset og uanset hvor langt væk han har været fra landsbyen med sit mangeårige job som lastbilchauffør, har han altid været mest glad i landsbyen. At jeg er blevet glad for landsbyen, betyder meget for ham og derfor tager vi hver gang jeg er der, en køretur rundt i landsbyen, hvor vi bare nyder omgivelserne.

På tur med svigerfar

Denne gang startede turen med et besøg hos landsbyens lokale lille marked, som nysgerrigt spurgte til hvem jeg er. Derefter kørte vi rundt og nød de gamle og nye huse ved siden af hinanden.

Jeg har flere gange sagt at jeg gerne ville gå en tur selv i landsbyen. Dette kan ikke komme på tale hos nogle af familiemedlemmerne, begrundelsen er at der render mange store hunde frit rundt. Svigerfar ville gerne vise mig nogle af disse hunde, så vi tog hen for at besøge en familie i nærheden som har flere hunde (dog i kæde).

Men det var ikke kun hunde vi endte med at se, her var blandt andet også et mor-æsel og et babyæsel.

Får og geder – som var meget dovne i varmen.

Her ses en af hundene – som skulle vise sig at være en morhund, for inde i hendes hundehus lå 8 fine hvalpe – behøver jeg sige at jeg var helt solgt i den lille hvalp?

Familiens lille pige, blev så fascineret af hende europæeren (mig) der rendte rundt og tog billeder, så det ville hun også. Hun hentede da moderens kamera og jeg havde en tro følgesvend resten af tiden hos familien.

Da vi forlod familien kørte vi ned og besøgte den røde flod, som ligger lidt kilometer fra svigerforældrenes hjem. Her har kæresten fisket mange gange som barn/ung.

Fra floden kunne man ane en grotte. Grotten hedder Asma og ligesom der har boet mennesker i store dele af Kappadokien, er det da også tydeligt at se at der på et tidspunkt har boet mennesker her.

Man kan komme til grotten fra 2 sider og fra den side vi kom fra, er det ikke så nemt at komme ind i selv grotten, kun nogle af de små huler/rum. Indgangen fra denne side er i ca. 2,5 meters højde. Men man kan komme ind i grotten fra en anden side, grotten er minimum 2 kilometer lang og inde i den, skulle der være flere rum, da den har været brugt til beboelse tidligere. En dag må jeg udforske det.




 

Facebook Comments

1 Comment

  1. Takk for turen. Fine bilder 🙂 Tror det er normalt at det ikke ønskes at man går alene rundt i landsbyen. Har oppdaget at svigerfamilien syns det er rart om jeg får lyst å gå en tur uten noen grunn. At jeg går bare for turen sin skyld haha! Tror vi skandinavere er litt spesielle på det området 😀

Skriv et svar