Nostalji restaurant i Göreme

Er du på udkig efter en god restaurant når du besøger Kappadokien, så kan jeg anbefale hyggelige Nostalji restaurant i Göreme.

Før vores besøg i Kappadokien, nærmere betegnet Göreme, havde jeg fået anbefalet en restaurant, som var et must at besøge i området – Pumpkin Goreme Restaurant and Art Gallery. Rådet var også at vi skulle bestille bord i god tid. Vi ringede til restauranten nogle dage inden vores tur til Göreme, men der var desværre fuldt booket begge de aftener vi var der. Vi var der mens der var tyrkisk helligdag, så der var godt fyldt op de fleste steder.

Udover denne ene restaurant havde jeg ikke hørt så meget om andre restauranter i området, andet end man spiser godt på de fleste Jeg har tidligere haft held med Tripadvisor og valgte igen at tage funktionen i brug, da der skulle vælges spisesteder.

Jeg fik da også hurtigt booket til begge aftener, særligt restauranten på 2. dagen faldt i vores smag og den skal I nok komme til at høre om i et helt andet indlæg.

Når man er vant til at bo i Alanya, er det også normalt at tjenerne står ude på gaden og gør hvad de kan for at trække dig ind – jeg ved godt det ikke er tilfældet alle steder. I Göreme er situationen anderledes, de ved godt folk skal have noget at spise og går højt op i at de gæster der er på restauranten får en unik oplevelse, fremfor at spejde efter flere gæster.

Den første aften spiste vi på den familieejet Nostalji restaurant, der lå blot 5 minutters gang fra hotellet. Fordelen ved Göreme er at det er en lille by, så det er nemt at komme til alt.

Restauranten er en del af et hotel og når man først træder ind i restauranten syner det ikke af meget, et forholdvis lille rum med omkring 10-12 borde i simpel dekoration. At rummet ikke er større, gør det mere intimt og når man først får kigget lidt rundt er der en god autentisk atmosfære med forskellige antikviteter som dekoration. At stedet ikke er større gør også at de få ansatte nemt får en god kontakt med deres gæster, uden at man på nogen måde føler de er påtrængende. Jeg har desværre ikke rigtig nået at få taget nogle billeder indenfor, da jeg havde travlt med at nyde den lækre mad og selskabet.




De fleste der kender mig lidt bedre, har på et eller andet tidspunkt hørt mig udtale mig om de mange restauranter i Alanya, hvor jeg aldrig har kunne forstå hvorfor det er nødvendigt med et internationalt menukort der både byder på mad fra flere af verdens køkkener. Istedet for et menukort med 100 forskellige retter, foretrækker jeg et simpelt menukort med få retter, hvor der er kælet for hver ret.

Dette er tilfældet hos Nostalji restaurant og synet af det simple menukort gjorde min glæde over stedet lidt større. Vi bestilte lidt forskellige retter vi kunne deles om og et glas vin til hver. Imens maden blev tilberedt, fik vi serveret lidt mezer (forretter) med brød på husets regning.

I Alanya er jeg vant til at forretterne typisk består af ezme og haydari. Her bestod forretten af en lækker gulerods tzatziki (som er en af mine favoritter), en lækker olivenolie, fint knuste ristede græskarkerner og semizotu haydari (jeg mener det danske navn for semizotu er portulak).

Kappadokien området er kendt for græskardyrkning, der dyrkes kun på grund af kernerne, det er helt speciel type græskar. De knuste græskarkerner er første gang jeg er stødt på og ideen er at man dypper brødet først i olie og så i græskarkernerne – en utrolig lækker kombination.

Efter forretten fik vi serveret vores hovedret der bestod af sarma, Çiçek Dolması og sac kavurma. Alt maden var i den grad veltilberedt, der var brugt gode råvarer og det var en fornøjelse at nyde den lækre mad i de skønne og rolige omgivelser.

Da vi var der var det for koldt til at sidde ude, men tagterrassen på restauranten skulle eftersigende have en 360 graders udsigt over byen og den bedste udsigt til huleformationerne. Når jeg en dag kommer tilbage mens der er lidt varmere, skal Nostalji helt sikkert besøges igen.




Ønsker du at besøge Nostalji Restaurant er adressen her:

Gaferli Mahallesi, Kale Sokak No: 4

Amber Cave Suites, Göreme 50180, Tyrkiet

+90 384 271 29 06