Morgenmad hos Zeytin Dali

En af de oplevelser man bestemt ikke bør snyde sig for, når man besøger Alanya/Tyrkiet er tyrkisk morgenmad også kaldet serpme kahvaltı.

Serpme kahvaltı består af af en masse forskellige, små, lækre og friske anretninger, der næsten mætter øjnene før munden. På mange punkter kan man godt sammenligne måltidet med en dansk brunch og det kræver da også en god stor appetit, hvis man skal nå at smage de mange ting der bliver serveret til serpme kahvaltı.

Jeg er selv stor fan af serpme kahvaltı, som med jævne mellemrum nydes med kæresten, venner og besøgende fra Danmark. Og der findes da også rigtig mange steder i Alanya der serverer dette – nogle mere kendte end andre. Jeg har tidligere skrevet om nogle af mine favoritsteder at få morgenmad i Alanya, hhv. Nerdek cafe, Mezza, og Zencefil.

For nyligt fik jeg dog prøvet et nyt sted af, som er mindst lige så fantastisk som de andre, nemlig Zeytin Dali. Jeg havde ikke selv hørt om Zeytin Dali, før kæresten nævnte det. Han havde hørt flere lokale der snakkede godt om stedet og så skulle det jo prøves.

Vi besøgte restauranten en overskyet dag i Alanya. Zeytin Dali ligger et lille stykke oppe af forbjerget, når man kommer fra havnesiden og fra restauranten er der en fantastisk udsigt udover Alanya by og havn. Ja, faktisk ligger restauranten ikke så langt fra skønne Lemon Villa. Dog passer det med at restauranten lige ligger det lille stykke højere oppe, så man kan nyde udsigten imens man spiser og det er forholdsvist nemt at komme dertil på gåben.




Morgenmad/brunchen var super lækker og det er bestemt ikke sidste gang at vi tager derop. Jeg kunne også sagtens finde på at tage derhen for bare at drikke en kop kaffe og nyde udsigten. Restauranten er ca. 1 år gammel, moderne i indretningen og indtil videre har størstedelen af deres kunder været tyrkere, særligt lokale – men jeg er sikker på at den nok snart skal blive populær hos flere turister også.

Har du i løbet af ferien alligevel planer om at skulle en tur op af forbjerget en af dagene eller savner I et nyt morgenmadssted, så kan jeg kun anbefale jer at ligge kursen forbi Zeytin Dali.





 

Skriv et svar