Miniferie i Antalya

At rejse er at leve som man siger og omsider har jeg fået min bedre halvdel med på de tanker. I oktober tog vi vores første ferie sammen til Kappadokien, hvis alt går vel går næste tur til Istanbul i marts og i løbet de seneste dage, har vi været på en miniferie i Antalya.

Vejret denne vinter i Alanya har været et af de mest grå og regnfyldte vintre jeg har oplevet, hvilket mange lokale giver mig ret i. Flere regnvejrsdage er blevet brugt på oprydning i skabe og skuffer og på at drømme om at komme ud på nye eventyr.

Da vi lige pludselig havde 4 samlede fridage og vejret de samme dage så ud til at være bedre i Antalya, så vi vores snit til at stikke af. Jeg har været i Antalya flere gange, både på dagsture og med overnatning. Antalya ligger ca. 130 kilometer fra Alanya. I byen bor det ca. 1,1 million indbyggere (hvis ikke mere) og her er der gang i byen året rundt.

For kæresten var det hans første tur, så jeg kunne få lov til at vise ham rundt i det område som jeg holder allermest af i Antalya – nemlig den gamle bydel. Jeg har som sagt besøgt Antalya flere gange, så jeg er efterhånden ved at have godt styr på at finde rundt i de mange gader i Den gamle bydel, som jeg bliver lige begejstret for hver gang.

I løbet af dagene fik vi nydt lækkert mad, nydt solens stråler, smukke omgivelser, fik kørt med sporvognen, besøgt arkæologisk museum og shoppet i Markantalya. Alt i alt et rigtig hyggeligt afbræk fra hverdagen og lige hvad vi begge trængte til.

Ønsker du at besøge Antalya, så kombiner ferien i Alanya med et par dage i Antalya. Fra den store busstation i Alanya, kan man for blot 25 tyrkiske lira tage bussen til Antalya busstation, hvorfra man kan tage enten bus eller letbanen til centrum. Man dog også vælge at stå af allerede bussen ved Expo og derfra tage letbanen til centrum.

Bemærk at du ikke kan betale med kontanter i letbanens toge, men skal have et Antalya kentkort for kunne benytte letbanen. Dette kan købes på stationen. Vi købte et kort for 2 tl og fyldte et beløb på som vi mente passede til de dage vi var der. Kortet kan bruges både til letbanen, busser og sporvognen i centrum. Du kan selvfølgelig også overveje at leje en bil og selv køre til Antalya, det giver mere frihed til at komme omkring.

Savner du inspiration til hvad du kan se og opleve, kan jeg anbefale bloggen www.loveantalya.com, som er drevet af danske Camilla. Derudover arbejder jeg lige nu på en længere guide med oplevelser i Antalya og omegn.