Ligestilling eller ligeværd?

I Danmark går vi meget op i ligestilling og ligeværd, og som dansker oplever man at der er meget lidt ligestilling i de fleste tyrkiske familier. Kvinderne har deres rolle som mor, hustru og den der drager omsorg. Hun passer hjemmet og familien og er limen i familien. Manden er forsørgeren. Den der tager de store beslutninger, den der har det sidste ord og den der påtager sig det fulde ansvar.

Er kvinden så “underlagt” manden? Er manden vigtigere end kvinden og er manden mere “værd” end kvinden?
Kvinden er måske underlagt mandens beslutning, men en klog mand rådfører sig med sine nærmeste. Dermed føler de kvinder (hvert fald som jeg kender til) at større beslutninger ikke tages hen over hovedet på dem, men at manden påtager sig ansvaret på sine skuldre.

De kender ikke til diskussioner om hvem der tager opvasken, skifter bleen eller gør badeværelset rent. Rollerne er fordelt på forhånd. Her er stor forskel på mand og kvinde. Forskellen opleves allerede hos børnene. Opdragelsen af en dreng og en pige er ikke den samme. Det er meget modsat den svenske trend/idé med kønsløse børnehaver.

Jeg snakkede en gang med en god ven (en hårdt arbejdende mand) der sagde det smukt: “Ja, jeg ved godt at I (europæere) går op I hvem der gør hvad i hjemmet (ligestilling). Her er det vigtigere at vi er ligeværdige. Min kone er lige så meget værd som jeg. Uden hende havde jeg ingenting (familie). Mit arbejde får jeg penge for. Hendes arbejde kan ikke gøres op i penge.”
Ligestilling eller ligeværd? Den vil jeg lade jer reflektere over…

Jeg må hellere lige gøre opmærksom på at jeg ved godt at situationen ikke er ens i alle tyrkiske hjem, men det er den heller ikke i danske.




Skriv et svar