Hej fra landsbyen

Hej fra landsbyen

Hej fra landsbyen! Hvis du følger med på Facebook eller Instagram, har du nok ikke kunnet undgå at se at jeg er taget til landsbyen. Nærmere betegnet Abuusaagi – den landsby hvor min bedre halvdel er født og vokset op. Og hvor hans forældre stadig bor.

Landsbyen ligger en lille times kørsel fra Kappadokien, som også har en helt speciel plads i mit hjerte.

I de snart 4 år vi har kendt hinanden, har jeg besøgt landsbyen af flere omgange, de fleste af gangene på egen hånd. Typisk når jeg er her er det maximum 4-5 dage af gange, det er typisk nok til at jeg kommer helt ned i gear, men også tilpas i forhold til at jeg ikke kommer til at kede mig.

Der er ingen tvivl om jeg nyder at være her, jeg nyder roen i landsbyen, gensynet med svigerfamilien og diverse naboer.

Når jeg rejser til landsbyen, plejer jeg som regel at dele flere indlæg fra livet her og de oplevelser jeg har. Denne gang har jeg de første dage ladet computeren ligge, da jeg har haft brug for ro i tankerne. Det har været den perfekte måde at komme ned i gear og få samlet ny energi.

Normalt besøger jeg landsbyen 2 gange årligt, i år er det dog min første gang, da der har været nok at se til. Turen hertil, blev kombineret med en tur til Ankara, hvor jeg skulle have fornyet mit pas på den danske ambassade. Turen til Ankara gik med fly fra Gazipasa. Fra Ankara tog jeg en bus i ca. 3,5 time, før jeg blev sat på en rasteplads, hvor svigerforældrene ventede. Derfra havde vi ca. en 40 minutters kørsel hjem.

Landsbyen er for mig et godt sted at komme ned i gear og nyde stilheden. Her er utroligt stille, med jævne mellemrum bliver stilheden dog afløst af et af byens mange æsler eller hunde, lyden af moskeen eller når en traktor kører igennem byen. I øjeblikket har byens mange landmænd travlt med at høste sukkerroer.  

Livet i landsbyen har sin gang, som det har haft i flere år. Dog bliver der færre børn og unge for hvert år. Lige som i Danmark, hvor flere søger fra udkantsområderne til storbyerne for at arbejde og uddannelse, er det samme tendens man ser i de tyrkiske landsbyer.

 

Hjemme i Alanya venter travle dage, med boligsøgning, få styr på de sidste detaljer af vores bryllupsfest samt besøg af en masse skønne personer.

Læs også: Svigermors osteproduktion

Læs også: Ud på tur og Emre Yunus

 


error: Content is protected !!