Hej fra Alanya

Der går tid imellem mine indlæg disse dage, derfor kommer der lige et lille “Hej fra Alanya”. Sæsonen er igang og hver dag kommer nye turister til og fylder Alanyas gadebillede, strande, hoteller mm.

Vejret er perfekt disse dage med temperaturer mellem 25-28 grader, aftenerne er dog stadig lidt kølige. Men med lækkert vejr i løbet af dagen, kan man ikke klage.

For mig er Alanya mit hjem og mit paradis. Jeg nyder mit liv og hverdagen her, særligt nyder jeg denne tid på året, hvor alting blomstrer, hvor gader fyldes med glade mennesker, hvor temperaturen stadig er til at man kan holde ud at tage på eventyr. Men samtidig er foråret også lig med gensynsglæde med familie, venner og bekendte som kommer til Alanya for at holde ferie.

Nogle af vores norske venner er næsten lige taget hjem efter at have været her i knap en måned, sent i aften kommer en god veninde og er her en uge og i starten maj kommer en af kærestens fætre og bliver en uges tid. Sommeren kommer til at byde på flere gensyn, hvilket jeg ser frem til.

Der er de seneste måneder kommet en del nye læsere til, som jeg gerne vil byde hjertelig velkommen. Husk at der på bloggen ligger mere end 500 indlæg med interessant læsning og skulle I få lyst, er I også altid velkommen til at følge bloggen på Instagram, som bliver oftere opdateret disse dage.